| Chapter 1 |
1 | Det Udsagn, Profeten Habakkuk skuede. |
2 | Hvor længe skal jeg klage, HERRE, uden du hører, skrige til dig over Vold, uden du frelser? |
3 | Hvi lader du mig skue Uret, være Vidne til Kvide? Ødelæggelse og Vold har jeg for Øje, der opstod Kiv, og Strid kom op. |
4 | Derfor ligger Loven lammet, og Ret kommer aldrig frem. Thi når gudløse trænger retfærdige, fremkommer krøget Ret. |
5 | Se eder om blandt Folkene til Skræk og Rædsel for eder! Thi en Gerning gør han i eders Dage, som I ej vilde tro, om det fortaltes. |
6 | Thi se, han vækker Kaldæerne, det grumme og raske Folk, som drager viden om Lande for at indtage andres Bo. |
7 | Forfærdeligt, frygteligt er det, Ødelæggelse udgår derfra. |
8 | Dets Heste er rappere end Pantere, mer viltre end Ulve ved Kvæld; dets Rytterheste kommer i Spring, flyvende langvejs fra. Som Ørnen i Fart efter Føde |
9 | er de alle på Vej efter Vold. De higede stadig mod Øst og samlede Fanger som Sand. |
10 | Med Kongerne drev det Spot, Fyrsterne lo det kun ad. Det lo ad hver en Fæstning, opdynged en Vold og tog den. |
11 | Så suste det videre som Stormen og gjorde sin Kraft til sin Gud. |
12 | Er du ikke fra fordum HERREN, min hellige Gud? - Vi skal ej dø - HERRE, har du sat ham til Dommer, givet ham Fuldmagt til Straf? |
13 | Dit rene Blik afskyr ondt, du tåler ej Synet af Kvide; hvi ser du da tavs på Ransmænd, at gudløs sluger sin Overmand i Retfærd? |
14 | Med Mennesker gør du som med Havets Fisk, som med Kryb, der er uden Hersker: |
15 | Han fisker dem alle med Krog, slæber dem bort i sit Vod og samler dem i sit Garn; derfor er han jublende glad; |
16 | han ofrer derfor til sit Vod, tænder Offerild for sit Garn. Ved dem blev bans Del jo fed og kraftig blev hans Føde. |
17 | Skal han altid tømme sit Vod og slå Folk ihjel uden Skånsel? |