| Chapter 5 |
1 | Mærk dig, min Søn, min Visdom, bøj til min Indsigt dit Øre, |
2 | at Kløgt må våge øver dig, Læbernes kundskab vare på dig. |
3 | Thi af Honning drypper den fremmedes Læber, glattere end Olie er hendes Gane; |
4 | men til sidst er hun besk som Malurt, hvas som tveægget Sværd; |
5 | hendes Fødder styrer nedad mod Døden, til Dødsriget stunder hendes Fjed; |
6 | hun følger ej Livets Vej, hendes Spor er bugtet, hun ved det ikke. |
7 | Hør mig da nu, min Søn, vig ikke fra min Munds Ord! |
8 | Lad din Vej være langt fra hende, kom ej hendes Husdør nær, |
9 | at du ikke må give andre din Ære, en grusom Mand dine År. |
10 | at ikke dit Gods skal mætte fremmede, din Vinding ende i Andenmands Hus, |
11 | så du gribes af Anger til sidst, når dit Kød og Huld svinder hen, |
12 | og du siger: "Ak, at jeg hadede Tugt, at mit Hjerte lod hånt om Revselse, |
13 | så jeg ikke lød mine Læreres Røst, ej bøjed mit Øre til dem, som lærte mig! |
14 | Nær var jeg kommet i alskens Ulykke midt i Forsamling og Menighed!" |
15 | Drik Vand af din egen Cisterne og rindende Vand af din Brønd; |
16 | lad ej dine Kilder flyde på Gaden, ej dine Bække på Torvene! |
17 | Dig skal de tilhøre, dig alene, ingen fremmed ved Siden af dig! |
18 | Velsignet være dit Væld, og glæd dig ved din Ungdoms Hustru, |
19 | den elskelige Hind, den yndige Gazel; hendes Elskov fryde dig stedse, berus dig altid i hendes Kærlighed! |
20 | Hvi beruser du dig, min Søn, i en fremmed og tager en andens Hustru i Favn? |
21 | Thi for HERRENs Øjne er Menneskets Veje, grant følger han alle dets Spor; |
22 | den gudløse fanges af egen Brøde og holdes fast i Syndens Reb; |
23 | han dør af Mangel på Tugt, går til ved sin store Dårskab. |