| Chapter 90 |
1 | Herre, du var vor Bolig slægt efter slægt. |
2 | Førend Bjergene fødtes og Jord og Jorderig blev til, fra Evighed til Evighed er du, o Gud! |
3 | Mennesket gør du til Støv igen, du siger: "Vend tilbage, I Menneskebørn!" |
4 | Thi tusind År er i dine Øjne som Dagen i Går, der svandt, som en Nattevagt. |
5 | Du skyller dem bort, de bliver som en Søvn. Ved Morgen er de som Græsset, der gror; |
6 | ved Morgen gror det og blomstrer, ved Aften er det vissent og tørt. |
7 | Thi ved din Vrede svinder vi hen, og ved din Harme forfærdes vi. |
8 | Vor Skyld har du stillet dig for Øje, vor skjulte Brøst for dit Åsyns Lys. |
9 | Thi alle vore Dage glider hen i din Vrede, vore År svinder hen som et Suk. |
10 | Vore Livsdage er halvfjerdsindstyve År, og kommer det højt, da firsindstyve. Deres Herlighed er Møje og Slid, thi hastigt går det, vi flyver af Sted. |
11 | Hvem fatter din Vredes Vælde, din Harme i Frygt for dig! |
12 | At tælle vore Dage lære du os, så vi kan få Visdom i Hjertet! |
13 | Vend tilbage, HERRE! Hvor længe! Hav Medynk med dine Tjenere; |
14 | mæt os årle med din Miskundhed, så vi kan fryde og glæde os alle vore Dage. |
15 | Glæd os det Dagetal, du ydmygede os, det Åremål, da vi led ondt! |
16 | Lad dit Værk åbenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn! |
17 | HERREN vor Guds Livsalighed være over os! Og frem vore Hænders Værk for os, ja frem vore Hænders Værk! |