Chapter 36

 Synden taler til den Gudløse inde i hans Hjerte; Gudsfrygt har han ikke for Øje; 

 thi den smigrer ham frækt og siger, at ingen skal finde hans Brøde og hade ham. 

 Hans Munds Ord er Uret og Svig, han har ophørt at handle klogt og godt; 

 på sit Leje udtænker han Uret, han træder en Vej, som ikke er god; det onde afskyr han ikke. 

 HERRE, din Miskundhed rækker til Himlen, din Trofasthed når til Skyerne, 

 din Retfærd er som Guds Bjerge, dine Domme som det store Dyb; HERRE, du frelser Folk og Fæ, 

 hvor dyrebar er dog din Miskundhed, Gud! Og Menneskebørnene skjuler sig i dine Vingers Skygge; 

 de kvæges ved dit Huses Fedme, du læsker dem af din Lifligheds Strøm; 

 thi hos dig er Livets Kilde, i dit Lys skuer vi Lys! 

 Lad din Miskundhed blive over dem, der kender dig, din Retfærd over de oprigtige af Hjertet. 

 Lad Hovmods Fod ej træde mig ned, gudløses Hånd ej jage mig bort. 

 Se, Udådsmændene falder, slås ned, så de ikke kan rejse sig.