| Chapter 11 |
1 | Så tog Na`amatiten Zofar til Orde og sagde: |
2 | "Skal en Ordgyder ej have Svar, skal en Mundheld vel have Ret? |
3 | Skal Mænd vel tie til din Skvalder, skal du spotte og ikke få Skam? |
4 | Du siger: "Min Færd er lydeløs, og jeg er ren i hans Øjne!" |
5 | Men vilde dog Gud kun tale, oplade sine Læber imod dig, |
6 | kundgøre dig Visdommens Løndom, thi underfuld er den i Væsen; da vilde du vide, at Gud har glemt dig en Del af din Skyld! |
7 | Har du loddet Bunden i Gud og nået den Almægtiges Grænse? |
8 | Højere er den end Himlen hvad kan du? Dybere end Dødsriget - hvad ved du? |
9 | Den overgår Jorden i Vidde, er mere vidtstrakt end Havet. |
10 | Farer han frem og fængsler, stævner til Doms, hvem hindrer ham? |
11 | Han kender jo Løgnens Mænd, Uret ser han og agter derpå, |
12 | så tomhjernet Mand får Vid, og Vildæsel fødes til Menneske. |
13 | Hvis du får Skik på dit Hjerte og breder dine Hænder imod ham, |
14 | hvis Uret er fjern fra din Hånd, og Brøde ej bor i dit Telt, 15 ja, da kan du lydefri løfte dit Åsyn og uden at frygte stå fast, |
16 | ja, da skal du glemme din Kvide, mindes den kun som Vand, der flød bort; |
17 | dit Liv skal overstråle Middagssolen, Mørket vorde som lyse Morgen. |
18 | Tryg skal du være, fordi du har Håb; du ser dig om og går trygt til Hvile, |
19 | du ligger uden at skræmmes op. Til din Yndest vil mange bejle. |
20 | Men de gudløses Øjne vansmægter; ude er det med deres Tilflugt, deres Håb er blot at udånde Sjælen! |